Det er ingen hemmelighed, at Gibotech altid laver skræddersyede løsninger. Det gælder både, når det handler om automationsløsninger med robotter, og når virksomheden laver løsninger med CNC maskiner.
Men selv for en erfaren automationsvirksomhed som odenseanske Gibotech er nogle opgaver bare lige lidt større end andre. Det her er en af dem.
Tæt samarbejde med Dencam
Der skulle intet mindre end ni lastbiler og tre delleveringer til, da Gibotech leverede den 55 meter lang CMS Poseidon Maxi til Dencam i Rudkøbing. Normalt bliver alle de anlæg som Gibotech udvikler først stillet op og testet i produktionshallen på Datavej i Odense, men når det drejer sig om en af de største maskiner i CMS’ varekatalog, var der ganske enkelt ikke plads nok, og maskinen blev derfor leveret direkte til Dencam.
Det var vigtigt for Dencam at finde en lokal leverandør. Gibotech kan sende en servicetekniker med det samme, da de er lokaliseret godt en halv time fra fabrikken i Rudkøbing. Samtidig har Gibotech adgang til stort set alle reservedele inden for 24 timer i tilfælde af maskinstop, hvilket også spillede ind, da Dencam skulle vælge leverandør.
– Vi er rigtig glade for vores nye maskine og ikke mindst samarbejdet med Gibotech. Vi har i hele forløbet haft en god, professionel og teknisk dialog, hvor vi har fået opfyldt vores forventninger og ønsker til en ny CNC maskine. Både med hensyn til det kontraktmæssige, men også i forhold til de tekniske og softwaremæssige løsninger, siger Carsten Hansen, Production Manager hos Dencam.
Dencams største
Det bliver en af de allerstørste CMS maskiner overhovedet, der nu sætter skub i produktionen hos Dencam, hvor den skal fræse komposit, når virksomheden laver forme til vindmøllevinger. Og med mulighed for bearbejdning af emnestørrelser på op til 51,5 x 6,85 x 4 m, så er det det helt rigtige maskiner til formålet.
Det er første gang, at Gibotech leverer en maskine af denne størrelse og det stillede selvfølgelig krav til samarbejdet med CMS.
– Vores samarbejdspartner CMS skal have ros for at kunne levere en CNC maskine i denne størrelse på kun 9 måneder. Det er ret imponerende i en tid, hvor der ellers forekommer lange leveringstider på maskiner af den størrelse, slutter Henrik Thomsen, Product Manager, Gibotech.
Kontakt:
Dencam: Carsten Hansen, cah@dencam.com, 40 87 63 68.
Gibotech: Henrik Thomsen, hgt@gibotech.dk, 20 66 35 18.