Når det 140.000 m² store supersygehus i Gødstrup efter planen står færdigt i 2020 bliver en del af den interne logistik varetaget af en skræddersyet AGV-løsning fra Gibotech i Odense. En AGV er en førerløs truck – en mobil robot – der skal sørge for at transportere varer og andre forsyninger rundt på det nye supersygehus i Region Midtjylland.
– Det er et stort skridt på vejen, at vi nu er med i endnu et sygehusbyggeri. Udover at vi er glade for ordren til regionshospitalet Gødstrup, så betyder kontrakten, der er lavet via et udbud, også at regionens øvrige hospitaler kan benytte sig af kontraktvilkårene, hvis de ønsker det, så vi håber selvfølgelig på, at vi får lov til at levere endnu flere AGV’er til de midtjyske hospitaler, lyder det fra Mikkel Bjerregaard, salgsdirektør i Gibotech.
Robotter på gangene
Til regionshospitalet Gødstrup er der nu bestilt at antal AGV’er, samt den nødvendige infrastruktur, der skal til for at AGV’erne kan køre overalt på hospitalet. Det indebærer bl.a. ladestationer, styresystemer, afsætterpladser og elevatorstyring, så AGV’erne selv kan tage elevatoren. Og AGV’erne bliver ikke bare gemt væk i kælderen. Målet er nemlig, at alle transportvogne fra regionslageret, sterilcentralen, vaskeriet, køkkenet, osv. kan transporteres med AGV’erne.

De intelligente mobile robotter kommer til at færdes blandt personalet, når de skal en tur med elevatoren og ud på afdelingerne. De vil typisk komme til at køre mellem servicebyen og lager, vaskeri, sterilcentral osv., men også til særlige pladser på både sengeafsnit og i klinikker, hvor de på faste stationer skal aflevere deres vogne og tage de tomme med ned i kælderen igen. AGV’erne vil ikke komme til at køre, hvor der færdes patienter.
– AGV’erne er allerede nu ved at blive en naturlig del af arbejdsmiljøet, både på sygehuse og flere steder i industrivirksomheder. Der arbejdes også på flere fronter for at udbrede kendskabet og mulighederne for AGV’er på sygehuse. Det sker bl.a. gennem et netværk for mobile robotter, hvor både repræsentanter for sygehuse og leverandører, og andre interessenter i Danmark udveksler erfaringer og nye tiltag indenfor mobil robotområdet, alt sammen for at sikre succes på fremtidige AGV installationer, slutter Mikkel Bjerregaard.
Rammeaftalen omfatter den totale leverance af AGV’er, opladepladser og supply-station-pladser til Region Midtjyllands hospitaler. Ifølge rammeaftalen er Gibotech garanteret levering af syv AGV’er, fem opladepladser og 102 supply station-pladser til det Det Nye Hospital i Vest (DNV-Gødstrup).
Region Midtjylland forventer at indkøbe yderligere 2–12 AGV’er, 1–5 ladepladser og 30–100 supply station-pladser i rammekontraktens løbetid.
Det Nye Hospital i Vest (DNV-Gødstrup) skal stå færdig primo 2020.