Håber gyldent skulderklap kan skaffe medarbejdere

Fremover kan den fynske robotklynge, Odense Robotics, kalde sig for en guld-klynge. Robotklyngen har nu opnået det EU-certificerede Gold Label - den højeste anerkendelse, klyngeorganisationer kan få.

- Det er usædvanligt, at en klynge-organisation med kun 2,5 år i bagagen opnår en guld-certificering. Det er ikke ofte, vi oplever det, siger Merete Daniel Nielsen, director Cluster Excellence Denmark.

ESCA - European Secretariat for Cluster Analysis - står bag certificeringen og en omfattende auditering af 31 kriterier fordelt på robotklyngens størrelse, styring, finansiering, services og resultater. I evalueringsrapporten står blandt andet:

- Odense Robotics er et interessant eksempel på en klyngeudvikling, der startede fra et politisk synspunkt. Særligt etableringen af Odense Robotics StartUp Hub er en fremragende succeshistorie og et fyrtårnsprojekt, der tiltrækker lovende startups og bidrager til det regionale økosystem.

Nærmere folk til 2.000 nye stillinger
Robot- og automationsbranchen på Fyn forventer, at medarbejderstaben vil vokse kraftigt de kommende år. Frem mod 2020 skal op mod 2.000 nye stillinger besættes, lyder en vurdering. Virksomhederne mærker allerede udfordringerne med at rekruttere nok medarbejdere – p.t. er 84 stillinger opslået på jobportalen for den fynske robotklynge.

- I forhold til rekruttering og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft er guldklyngecertificeringen særdeles værdifuld, siger Henrik Anker, CEO for Gibotech og formand for Odense Robotics Board, og fortsætter:

- Det øger opmærksomheden og styrker brandingen af virksomhederne i og omkring klyngen. Det er blevet et kvalitetsstempel at være en del af robotmiljøet på Fyn, og jeg er overbevist om, at det smitter positivt af på tiltrækningen af de mange nye medarbejdere.

Certificeringen af Odense Robotics forventes også at åbne nye døre til nationale og internationale samarbejder, udviklingsprojekter og -puljer, som virksomhederne ellers ikke har adgang til.

Af Lars Dalsgaard Adolfsen

08. Maj 2017 11:15

http://www.metal-supply.dk/article/view/468563/haber_gyldent_skulderklap_kan_skaffe_medarbejdere